Cybersikkerhed

IT-kriminalitet

Nyt samarbejde reducerer risikoen for cyberangreb

Er du nervøs for at blive ramt af hackerangreb? Et nyt samarbejde mellem politiet og virksomhederne i Danmark giver dig unik mulighed for at være med til at forebygge og forhindre IT-kriminalitet.

NC3SKYT er et nyt tiltag mellem politiet og virksomheder, som skal mindske omfanget af IT-angreb. Det primære formål med samarbejdet NC3SKYT er ikke retsforfølgning af IT-kriminelle, men forebyggelse og hindring af angreb mod virksomhedens IT-systemer. NC3SKYT skal også sikre bedre vidensdeling, der skal forbedre den generelle IT-sikkerheds-awareness i virksomhederne.

Stor stigning i IT-kriminalitet

Topdanmark har godt kunnet mærke den hastige stigning i IT-kriminalitet blandt erhvervskunder. Mange af de små og mellemstore virksomheder bliver ofte ramt af det såkaldte ”ransomware”, hvor en virus går ind og låser programmer og filer, som kun kan låses op, hvis man betaler en løsesum til de cyberkriminelle. De fleste virksomheder har været meget tilbageholdende med at oplyse politiet om disse angreb, og derfor har politiet i dag kun begrænset indsigt i omfanget af IT-angreb.

Få hurtig besked, når der er fare på færde

En af fordelene ved NC3SKYT er, at virksomheder i alt fortrolighed kan rette henvendelse til politiet om et eventuelt IT-angreb uden at skulle lave en formel anmeldelse. På baggrund af de informationer, som politiet modtager, kan der foretages en ”early warning” af medlemmer i netværket, så man bliver opmærksom på de nye typer angreb og metoder, som IT-kriminelle tager i brug, og på den baggrund kan man opsætte forskellige forholdsregler. Ved at stå sammen og dele erfaringer kan man gøre det sværere for de kriminelle at afpresse danske virksomheder.

Tal med dit lokale politi og bliv betroet partner

Du kan melde dig ind i NC3SKYT og blive ”betroet partner” ved at kontakte din lokale politikreds. Så får du blandt andet adgang til fortrolige forums for erfaringsudveksling, early warnings fra FBI og Interpol og mulighed for at deltage i regionale og nationale konferencer om aktuelle emner.