Brand

Brandsikring under motorhjelmen har stor effekt

Denne sommer var risikoen for brande under høsten ekstra stor. Topdanmark modtog over 90 anmeldelser om brande i mejetærskere og pressere, men under 10 % blev totalskadet.

”Flere og flere investerer i forebyggelse, og det har stor betydning,” siger agronom Svend-Anker Worm fra Topdanmark.

Høstsæsonen 2018 var usædvanlig varm og tør; i tre måneder kiggede landbruget forgæves efter regn. Knastørre kornmarker og brandvarme motorer viste sig at være en opskrift på brande i mejetærskere og halmpressere.

I løbet af juli og august modtog Topdanmark 90 anmeldelser om brande i mejetærskere og i halmpressere. Det er det højeste antal, der er registreret de sidste 10 år.

”I sommerens hede kan en brandvarm motor nemt antænde støv og halmrester. Det så vi mange eksempler på i år, og det er svært helt at forebygge risikoen under de forhold,” siger Svend-Anker Worm.

Landmænd tager ingen chancer

Ikke desto mindre er det hans oplevelse, at landmændene var godt forberedt på brandrisikoen. Således blev kun seks af de ca. 70 mejetærskere totalskadet.

”Det skyldes generelt to forhold: Dels havde landmændene i mange tilfælde pulverslukkere, vandvogne og lign. med i marken, så de hurtigt kunne slukke ilden og dermed begrænse skaden. Dels havde flere og flere landmænd investerer i såkaldt punktsikring, der hurtigt kan slukke en brand i motoren,” siger Svend-Anker Worm.

Punktsikring er en form for automatisk brandsikring, hvor man forbinder en pulverslukker med en speciel slange, som trækkes rundt i motorbrønden. Opstår der ild i motoren, vil der gå hul på slangen, så pulveret sprøjter ud og kvæler ilden. Erfaringen fortæller, at langt de fleste brande opstår i motorrummet.

”Punktsikring er en investering, som er givet rigtig godt ud i tilfælde af en motorbrand. Vi har set mange eksempler på brande, hvor punktsikring har forhindret en totalskade på en mejetærsker til 3,5 mio. kr. Udgiften til rengøring og reparation af motoren løber måske op i 80-100.000 kr., så det er en forskel, der betyder noget. Og så er mejetærskeren vel at mærke repareret i løbet af få dage, så høsten kan fortsætte. Levering af en helt ny mejetærsker tager meget længere tid,” siger Svend-Anker Worm.