Brand
Når høsten skal ind, er der ikke tid til at hænge i telefonen …
En lørdag aften sidst i august var Claus og hans medhjælper stadig i gang med høsten. Claus sad i mejetærskeren, da medhjælperen ringede på mobilen. ”Skynd dig, kom med pulverslukkeren, traktoren brænder!”
Røgen viste vej
Claus sprang afsted med slukkeren og løb efter røgfanen, der stod klart mod den endnu lyse aftenhimmel. Da Claus nåede frem, havde medhjælperen selv fået slukket ilden med sine vandflasker, men der var ingen tvivl om, at Claus’ Same 165.7 ikke kom videre den aften.
Søndag morgen anmeldte Claus skaden. ”Det gjorde jeg på hjemmesiden, det tog kun et par minutter … Ja, undskyld, men når høsten skal ind, er der altså ikke tid til at hænge i telefonen …” Der var dog tid nok til at ringe til hans sædvanlige mekaniker, der kom og bugserede traktoren på værksted, mens Claus roligt rullede videre med tærskeren.
Mekanikeren og skadeafdelingen klarer detaljerne
Mandag formiddag ringede en landbrugsskade-medarbejder og gav besked om, at taksatoren ville komme forbi værkstedet tirsdag. Her blev han og mekanikeren hurtigt enige om, hvad det var, der var galt ude ved kronspidshjulet, som havde givet så meget friktion og varme, at smøringsolien var antændt.
Snart var de ødelagte dele skiftet og afregningen af de godt 32.000 kr. for bugsering, arbejdsløn og reservedele klar til værkstedet. Så kunne medhjælperen igen komme ud med traktoren og få høsten i hus.
Problemfri internetanmeldelse
Hvordan var det så at anmelde på nettet? ”Det tænkte jeg ikke så meget over,” siger Claus, ”– det gik bare … som man kan forvente det … ingen problemer.”