Daglig drift
Giv agt! Du har sprøjtemidler i tanken
Ukrudt, insekter og svampe. I denne tid har landmænd over hele landet travlt med at holde markerne fri for smådyr og vækster. Men der er samtidig risiko for uheld, og hvis sprøjtemidlerne havner andre steder end på marken, kan det blive særdeles dyrt.
Netop nu er landmænd og maskinstationer landet over i gang med at sikre den kommende høst mod ukrudt, svampe og insekter. Det giver anledning til at genopfriske de gode råd til sikker transport af bl.a. sprøjtemidler, påpeger Topdanmark.
”Hvert år ser vi skader, hvor store mængder sprøjtemidler løber ud i naturen - fx på grund af, at traktor og beholder er væltet. Det er ofte forbundet med meget store udgifter, både til oprensning og ødelagt materiel,” siger agronom Svend-Anker Worm fra Topdanmark.
Husk at låse trækbommen
De gode råd handler især om, at man altid kører efter forholdene, og at man sørger for, at udstyret er i orden, inden man tænder traktoren og kører ud på veje og marker.
”Det er utrolig vigtigt, at føreren er opmærksom på, at traktoren og tankvognen har et højt tyngdepunkt. Kører man stærkt på steder, hvor der er ujævnt eller terrænet skråner, kan man derfor let vælte. Risikoen er også høj, hvis man glemmer at låse trækbommen ved vejkørsel,” siger Svend-Anker Worm.
Sidste år kostede den dyreste forureningsskade omkring 1 mio. kr. Det er især udgiften til oprensning, der koster, men skaderne på selve sprøjten løber også op.
”Vi opfordrer til, at man virkelig forbereder disse opgaver grundigt, sørger for at have god tid og er påpasselig med opgaven, fordi sprøjtemidler kan gøre alvorlig skade på miljøet og skade landbrugets image. Er uheldet ude, er det vigtigt at have den rette ansvarsdækning,” siger Svend-Anker Worm.
Lys og reflekser
De bedste tidspunkter at sprøjte er ofte tidligt om morgenen og om aftenen, hvor der er mindst vind. Det betyder, at man bør være særligt opmærksom på at være synlig for de andre trafikanter på vejene til og fra markerne. De andre trafikanter forventer ikke, at der er arbejdsmaskiner på vejen på disse tidspunkter.
”Det råd gælder naturligvis hele døgnet og hele året. Det er landmandens og maskinstationens pligt at sørge for, at alle maskiner er udstyret med korrekt lys og advarselstrekant,” siger Svend-Anker Worm.
Gode råd – når du kører med sprøjte
- Pas på de dybe furer – især, når du vender på marken
- Husk at låse trækbommen ved vejkørsel
- Vær opmærksom på køretøjets høje tyngdepunkt
- Sørg for, at lys og advarselstrekant er i orden