Dyr

Brun chihuahua hvalp på græsplæne

Da chihuahuaen Ronaldo havnede i tænderne på dansk-svensk gårdhund

For Julia Halas og hendes fem år gamle chihuahua, Ronaldo, endte en ellers hyggelig aftentur dramatisk. På turen mødte de en anden hundeejer, som var ude at lufte sin løse dansk-svenske gårdhund.

”Den anden hund kommer løbende hen til vores, og jeg kan fornemme, at vores hund ikke er tryg ved situation. De snerrer lidt af hinanden, og jeg får trukket Ronaldo til mig. Men den løse hund får fat i hovedet på vores hund og sætter tænderne i,” siger Julia Halas.

Ejeren til den anden hund bemærker tilsyneladende ikke, hvad der er sket, og forsvinder. Da Julia Halas og hendes kæreste kommer hjem og får kigget på Ronaldos hoved, kan de se, at det bløder, og at der er en stor bule, der hvor den løse hund har bidt.

”Vi tog en ren klud og fugtede med lunkent vand, og så tog vi til dyrlægen. Her fortalte de, hvordan vi skulle behandle ham og få stoppet blødningen,” fortæller hun.

En urolig nat

Efter besøget hos dyrlægen var Ronaldo vågen. Han kunne bevæge sig uden problemer, men kunne ikke hoppe op på sofaen, som han plejer. Forsøgte han på det, blev han urolig. Derfor sov Julia i stuen for at holde øje med ham.

Dagen efter var bulen væk, men Ronaldo var hævet i ansigtet. Dyrlægen gav en recept på antibiotika og smertestillende, så familien selv kunne behandle hunden derhjemme.

Men næste nat var han hævet på halsen og kunne ikke få luft. Derfor måtte Julia Halas til dyrlægen endnu engang, hvor der blev taget prøver og udskrevet medicin til behandling af hævelsen.

Mere opmærksom på gåturene

Besøgene hos dyrlægen løb op i en regning på knap 4.000 kroner. Ronaldo har en sygeforsikring hos Topdanmark, som dækkede en del af udgiften til dyrlægebesøg og medicin.

For Julia Halas har oplevelsen betydet, at hun er mere opmærksom, når de er ude at gå tur.

”I fremtiden vil jeg prøve at være mere opmærksom og hurtigere til at vende om, hvis vi møder en løs hund, og vores ikke viser interesse. Men i denne situation følte vi, at vi gjorde det rigtige. Vi kunne ikke vide, at den løse hund ville gå til angreb. Og så synes jeg faktisk også, at det er den anden ejers ansvar at have sin hund i snor, når den ikke kan opføre sig ordenligt – eller i det mindste høre, hvad der er sket i stedet for bare at gå videre,” siger hun.