Tech & tendens
Inflation på himmelflugt kan betyde underforsikring for mange virksomheder
Intet tyder på, at prisstigningerne på råvarer og materialer aftager foreløbigt, og det kan have store og ofte oversete konsekvenser for erhvervslivet. Over 50 % af de danske virksomheder er nemlig i risiko for at være underforsikrede, fordi de ikke har fået tilpasset deres forsikring og dækninger til den nye prissituation. Alt tyder på, at det især er mindre virksomheder og produktionsvirksomheder med store varelagre og værdifuldt udstyr, der er i risikogruppen.
Virksomheder kan ende med at må lukke
Underforsikring betyder kort sagt, at en virksomhed kan ende med ikke at få den nødvendige erstatning til at genetablere driften efter fx en brand eller oversvømmelse, fordi værdien af inventar, udstyr eller varelagre ikke er blevet opjusteret i takt med, at inflationen er steget markant. Det samme gælder dækningen for en driftstabsperiode, som kan være for kort, da der er lang ventetid på nyt udstyr, reservedele, byggematerialer og håndværkere.
Det kan i værste fald betyde, at virksomhederne aldrig kan åbne igen efter en brand eller omfattende vandskade, hvis de ikke har fået justeret deres forsikringssum efter den massive stigning på råvare- og materialepriser.
Med et forsikringstjek kan I undgå underforsikring
Heldigvis er underforsikring ret enkelt at undgå – nemlig ved at få et forsikringstjek og tilpasse summerne og dækningen, hvis der er behov for det.
”Normalt bliver forsikringer automatisk tilpasset ud fra et prisindeks. Men når der sker noget ekstraordinært, som vi ser i øjeblikket med en inflation på himmelflugt, så tager den almindelige prisudvikling ikke højde for det. Derfor kommer vi med en proaktiv opfordring til alle vores erhvervskunder om at få et forsikringstjek ,” siger Monica Diaz, landbrugs- og erhvervsdirektør i Topdanmark.
Kontakt jeres erhvervsassurandør, eller ring til os på 70 15 77 77, hvis vi skal hjælpe jer med at tjekke, om jeres virksomhed er ordentligt dækket.