Rejse
Dækker din rejseforsikring også skiløb?
Op mod 15 % af danskerne, heriblandt mange landmænd, tager på skiferie. Men inden kursen sættes mod snefulde højder, er det en god idé både at tjekke sin rejseforsikring og gøre kroppen klar til skiløb.
For mange i landbruget er skiferien en årligt tilbagevendende tradition inden vækstperioden begynder igen. For langt de fleste går det også godt på turen, men hvis skaden sker, er det vigtigt at have en ordentlig rejseforsikring.
Hos Topdanmark dækker rejseforsikringen både behandling og hjemtransport fra ferierejser. Men skal du på skiferie, er det vigtigt, at du også har valgt skidækning.
”Inden man tager afsted, er det vigtigt at kontrollere, at man har skidækning i sin forsikring. Er man først taget afsted, er det for sent” siger agronom Svend-Anker Worm fra Topdanmark og forklarer, at skidækning er et tilvalg for dem, der tager på skiferier.
Bøj og stræk for at undgå knæk
Selv for landmænd, som til dagligt har fysisk arbejde, er det stadig vigtigt at gøre kroppen klar til ski, så man nedsætter risikoen for skader og de efterfølgende problemer i forhold til at passe bedriften.
”En stor del af de skader, vi ser, er brækkede knogler og forstrakte muskler. Men ved at træne ’skimusklerne’ inden skiferien, reducerer man risikoen for skader og kan stå længere tid ad gangen, uden musklerne begynder at syre til,” siger Svend-Anker Worm. En sidegevinst ved at træne før rejsen er, at man ikke får ondt i knæ og lår på tredjedagen.
Tjek udstyret, og varm op
Korrekt indstillede bindinger mellem støvler og ski beskytter dig mod skader. De må ikke være for løse, så skiene risikerer at ryge af, mens du står på ski, men heller ikke for stramme, så skiene ikke slipper ved styrt. Søg derfor vejledning i at indstille bindingerne rigtigt i forhold til din kropsvægt og din kunnen på ski.
Det er også en god idé at varme op inden dagens første tur på pisten og lade de første par ture på pisterne være opvarmningsture. Og når dagen er ved at være slut, så lad den næstsidste tur være den sidste, så du stadig har kræfter til sikkert skiløb.
Hvis skaden sker – kontakt dit forsikringsselskab
Sker der en skade på skiferien, eller bliver du syg, så kontakt dit forsikringsselskab, der hjælper dig til den rigtige behandling.
”Det er vigtigt at kontakte forsikringsselskabet, så man får den rette behandling. Det er velkendt, at der på visse destinationer er klinikker, som sætter det helt store apparat med MR-scanning og operation i gang, inden man har set sig om. Men et beskadiget korsbånd, som er en typisk skiskade, kræver ikke nødvendigvis operation. Så vi kan kun opfordre til, at man kontakter sit forsikringsselskab, som hjælper til den rette behandling i den aktuelle situation,” siger Svend-Anker Worm.