Samarbejdspartnere

dommerhammer

Lovpligtige forsikringer

Hvad er en lovpligtig forsikring?

I Danmark er visse forsikringer lovpligtige at have for dig som privatperson. Det gælder fx, hvis du ejer et motorkøretøj, en motorbåd, en hund eller en hest - og i nogle tilfælde en ejerbolig. Det er ikke altid nemt at gennemskue, hvilke regler der gælder på området, men det er vigtigt at få styr på, så man ikke risikerer at bryde loven eller betale en dyr erstatning, hvis uheldet skulle være ude. Vi har derfor lavet en kort gennemgang, der giver dig et hurtigt overblik over, hvilke forsikringer der er lovpligtige, og hvad de dækker.

Følgende forsikringer til private er lovpligtige i Danmark: 

  • Ansvarsforsikring af motorkøretøjer
  • Ansvarsforsikring til speedbåd, vandscooter og jetski
  • Hunde- og hesteansvarsforsikring
  • I særlige tilfælde brandforsikring til en ejerbolig

Lovpligtig ansvarsforsikring til motorkøretøj

Hvis du ejer et motorkøretøj, der er registreret i dit navn – fx en bil, en motorcykel, en knallert eller en scooter – skal du ifølge loven have en ansvarsforsikring. Ansvarsforsikringen dækker de skader, som du eventuelt kunne komme til at forårsage på andre mennesker eller deres ting. Hvis du ikke har en lovpligtig ansvarsforsikring til dit motorkøretøj, kan politiet inddrage dine nummerplader og pålægge dig dagbøder, der hurtigt kan blive en dyr affære. Ansvarsforsikringen dækker altså ikke skader på dit eget motorkøretøj eller dig selv som fører – hertil skal du have en kaskoforsikring. Kaskoforsikringen er dog ikke lovpligtig, men hvis du fx vil låne penge til køb af motorkøretøjet, er den ofte påkrævet. 

Lovpligtig ansvarsforsikring til speedbåd, vandscooter og jetski

Det er i dag lovpligtigt med en ansvarsforsikring til speedbåd, vandscooter og jetski. Ansvarsforsikringen er lovpligtig, hvis din båd er motordreven (med en skroglængde på under 15 meter) og kræver et speedbådskørekort eller er omfattet af reglerne for vandscooter og jetski. Ansvarsforsikringen dækker dit erstatningsansvar, hvis du ifm. sejlads er skyld i skader på andre mennesker eller ting. Da ansvarsforsikring til båd dog ikke registreres automatisk - som fx til bil - skal føreren under sejlads selv kunne fremvise dokumentation for, at båden er ansvarsforsikret. Det er også værd at nævne, at flere havne kræver en ansvarsforsikring, hvis du vil benytte deres faciliteter. 

Lovpligtig ansvarsforsikring til hund eller hest

Det er også lovpligtigt at have en ansvarsforsikring, hvis du ejer en hund eller hest. Ansvarsforsikringen dækker nemlig de skader, som dit dyr kan komme til at forårsage på andre mennesker, deres ting eller andre dyr. Hvor ansvarsforsikringen på en hest dog oftest indgår som en del af din private indboforsikring, gør hundeforsikringen ikke, og denne skal derfor tilkøbes. Ansvarsforsikringen dækker dog ikke skader på din hund eller hest - hertil skal du i stedet have en ulykkesforsikring, så skader og sygdomme på din hund eller hest også dækkes. 

Brandforsikring til din ejerbolig

En brandforsikring er ikke en lovpligtig forsikring, men hvis din bank eller dit realkreditinstitut har lån i dit hus, vil de kræve, at dit hus skal være brandforsikret. Man kan tit få brandforsikring med i en husforsikring, der også dækker ved vand- og stormskader samt råd- og svampeangreb. I lejligheder vil beboelsen oftest være brandforsikret via ejerforeningen, og man taler derfor mest om brandforsikring i forbindelse med huse.