Topdanmarks profil
Forsikringssnak blev til rejsegavekort
Glæden var stor, da Kasper Holme Hansen efter en snak med os, blev udtrukket som vinder af et rejsegavekort på 10.000 kr. Tidligere på året måtte han nemlig aflyse en planlagt rejse til Rom pga. en bypassoperation.
For Kasper Holme Hansen blev det en særligt god oplevelse at tale med os, da han i juni måned ringede ind for at blive opdateret på sin motorcykelforsikring. Senere på sommeren blev han nemlig udtrukket som den heldige vinder af et rejsegavekort fra Spies på 10.000 kroner.
”Tager du gas på mig? – Det er ikke 1. april, vel?,” spurgte Kasper forbavset, da han fik at vide, at han havde vundet gavekortet.
Opkaldet var hverken en aprilsnar eller telefonfis, men derimod fra Topdanmark, som i flere dage havde forsøgt at få fat i Kasper for at fortælle ham den gode nyhed. Kasper blev udtrukket blandt de 25.450 kunder, der i første halvår af 2015 var i kontakt med os og i den forbindelse tog sig tid til at bedømme den service, som han fik i telefonen.
”Nej, hvor er det dejligt! Jeg har engang vundet en pose kaffe, men ellers har jeg aldrig vundet noget – før nu,” udbrød Kasper glad.
Turen går alligevel til Rom
Gavekortet viste sig at havne hos en velfortjent modtager. Kasper og hans hustru havde i foråret planlagt en rejse til Rom, som de måtte aflyse, da Kasper skulle gennemgå en bypassoperation. Blot fire dage efter den planlagte afrejse blev Kasper opereret, og der er derfor ingen tvivl om, hvad gavekortet fra Spies skal gå til:
”På grund af operationen skulle jeg holde mig i ro, så vi kunne ikke komme afsted. Men nu skal vi da helt sikkert en tur til Rom alligevel,” siger Kasper.
Endnu en god nyhed
At Kasper havde kontaktet Topdanmark til at starte med skyldtes, at han i et brev var blevet informeret om, at han skulle have penge tilbage fra forsikringsselskabet. Det var resultat af, at hans motorcykelforsikring var blevet billigere.”Det er jo altid rart at kunne fortælle kunderne, at de får en billigere forsikring, og derfor skal have penge tilbage. Men i det her tilfælde var det en ekstra god oplevelse, når vi samtidig kunne fortælle, at Kasper havde vundet et rejsegavekort,” fortæller Allan Frydendal Jensen, som er Salgschef hos Topdanmark i Sønderborg.