Tyveri

Et uønsket hul i pengeskabet

En morgen blev virksomhedens ansatte mødt af et frygteligt syn, for i nattens mulm og mørke havde ukendte gerningsmænd skåret og banket hul i siden på pengeskabet.

Ind imellem støder jeg på indbrud, som ikke ville være sket, hvis tyverisikringen havde fungeret efter hensigten.

Tyve har også brug for arbejdsro

Denne kunde opbevarer kontanter i et særdeles solidt pengeskab. Det er overvåget af et tyverialarmanlæg, som er tilsluttet en døgnbemandet vagtcentral, og der er indgået aftale om vagtudkald.

Havde tyverialarmanlægget fungeret efter hensigten, var der kommet en vagt, inden tyvene havde fået hul på pengeskabet.

Enten var tyvene heldige, eller også vidste de, at tyverialarmanlæggets følere var placeret forkert – i hvert fald lykkedes det dem at komme frem til pengeskabet uden at aktivere alarmen. Fordi de nu kunne arbejde uforstyrret hele natten, havde de desværre tid til at skære hul i pengeskabet og stjæle indholdet.

Lær af andres dårlige erfaringer

Det man kan lære af sagen, er, at det er uhyre vigtigt, at tyverialarmanlæggets følere er placeret korrekt, så der ikke er blinde vinkler og uovervågede områder. Et tyverialarmanlæg forhindrer ikke et indbrud, men det begrænser indbruddets omfang, fordi tyvene godt ved, at der inden for minutter kommer en vagt.

Du kan også se mere om tyveri- og indbrudssikring her