Ulykker

Pige med lyserød skoletaske, holder sin far i hånden

Er børnenes forsikring klar til skolestart?

Sommerferien lakker mod enden, og det er igen tid til at pakke skoletasken, smøre madpakken og tjekke forsikringen. De første måneder efter skolestart er nemlig tiden, hvor flest børn kommer til skade i forbindelse med leg eller ved fald, viser tal fra Topdanmark.

Hvad end frikvarteret byder på boldspil, rutsjebaner eller fidget spinners, når de danske skoleelever vender tilbage efter sommerferien, er det en god ide at dobbelttjekke podernes forsikring inden første skoledag. De seneste tal over børneulykker fra Topdanmark viser nemlig, at antallet af børneulykker stiger ved skolestart.

”De fleste børneulykker sker, når sommerferien slutter, og børnene kommer tilbage til kammeraterne og leg i skolegården. Det er her, vi ser flest anmeldte skader. Og selv om mange forældre husker at forsikre deres børn, så skønner vi, at ca. 40-50 % af danske børn ikke er ulykkesforsikret,” fortæller produktudviklingschef i Topdanmark, Lisbeth Troels-Smith.

Hvis skaden er sket

 

 

En børneulykkesforsikring sikrer barnet døgnet rundt både ved transport til og fra skole og ved leg i gården eller sport i fritiden. Det betyder fx, at forsikringen dækker, hvis barnets briller går i stykker under leg eller ved tandskader, som potentielt giver mén længe efter, at barnet er udtrådt af skoletandplejen.

”Nogle forældre tror, at deres barn er dækket under deres egen ulykkesforsikring, men sådan forholder det sig ikke. Barnet skal have sin egen forsikring. Uden den kan det blive en dyr affære, hvis enten brillerne eller en fortand tager skade under leg,” siger Lisbeth Troels-Smith

At tand- og brilleskader ligger højt på listen over anmeldte skader hænger bl.a. sammen med, at fald-/snubleskader og leg står for over 50 % af de anmeldte børneulykker.

”Vi ser især, at børneulykker anmeldes for børn i aldersgruppen fra 6-9 år, der snubler eller leger vildt. Og det er helt normalt for aldersgruppen, men derfor er det om muligt endnu vigtigere at sørge for, at forsikringen også er klar til skolestart, hvor risikoen for ulykker stiger,” forklarer Lisbeth Troels-Smith.

Skolen dækker ikke

Selvom ulykken skulle ske på skolens matrikel, er det ikke skolen, som har ansvaret. Siden 2012 har skoler og daginstitutioner kun været ansvarlige for at forsikre ulykker, som sker, hvis inventaret er misligholdt, eller hvis de ansatte ikke overholder deres tilsynspligt.

”Nogle forældre tror måske stadig, at børnene er dækket af skolerne, men sådan er det altså ikke. Derfor er det en god idé at få købt en ulykkesforsikring her til skolestart, hvis man ikke har en i forvejen. Forsikringen kan nemlig give kompensation, hvis barnet får mén efter en ulykke,” siger Lisbeth Troels-Smith.

Børneulykker 3-17 år

Hyppigste skadeanmeldelser og årsag i 2016:

  • Fald-/snubleskader
  • Leg
  • Slag/klem
  • Fodbold
  • Cykel