Ulykker
Fulde folk til firmajulefrokosten kan få hjælp af forsikringen
Kommer du til skade under firmajulefrokosten, er der en god chance for, at firmaets arbejdsskadeforsikring dækker.
Hvis du glider i øllet på dansegulvet og slår hovedet eller falder ned af trappen og knækker en tand til årets firmajulefrokost, betragtes det som en arbejdsskade.
”Når man er til firmajulefrokost, betragtes det i forsikringssammenhæng som at være på arbejde. Også selvom det for mange er en noget mere festlig form for arbejde end til hverdag. Derfor dækker arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikring nødvendig genoptræning, sygebehandling og hjælpemidler,” siger afdelingsleder i Topdanmark Søren Viltoft.
Dækker også ”snapseskader”
Ifølge Søren Viltoft er det relativt sjældent, der sker alvorlige personskader i forbindelse med firmajulefrokosten. Men når det sker, er det som regel på grund af for meget øl og snaps. Forsikringen dækker dog stadigvæk, selvom den uheldige medarbejder er godt bedugget.
”Så længe det sker på arbejdspladsen, dækker firmaets forsikring. Men så snart medarbejderen forlader festen for at tage hjem eller gå i byen med kollegerne, er det på eget ansvar,” siger Søren Viltoft og forklarer samtidig, at det kun er personskader, der er dækket af arbejdsskadeforsikringen, når man er fuld:
”Ødelægger man fx kopimaskinen eller får ødelagt sit tøj under en lidt for vild dans, mens man var fuld, er det for egen regning.”
Hvis man har en ulykkesforsikring, kan der også være hjælp at hente der, hvis man kommer til skade under julefrokosten og pådrager sig et varigt mén. Ulykkesforsikringen dækker dog ikke, hvis man har været beruset.