Ulykker

Stor gylletank placeret foran en gård

Gyllegas kan have dødelige konsekvenser

Det kan være farligt at arbejde i landbruget. Særligt arbejdet med gylle kræver omtanke og forsigtighed, fordi giftgassen svovlbrinte – også kendt som gyllegas – nemt kan frigives og i værste fald være dødelig.


Risici ved husdyrgødning

Fra februar begynder landmænd i hele landet arbejdet med at sprede flydende husdyrgødning på markerne. Her er det afgørende at være opmærksom på de risici, der er forbundet med arbejde i nærheden af gødningen. Den høje koncentration af svovlbrinte i flydende husdyrgødning kan nemlig medføre bevidstløshed og lammet åndedræt ved blot to indåndinger.

”Vi kan desværre observere en stigning i antal ulykker ved arbejdet med gylle. Problemerne opstår i høj grad, når man forstyrrer stillestående gylle ved fx at røre, skovle eller pumpe. Der ligger nemlig typisk et flydelag oven på gyllen, og når det bliver brudt, så frigives gassen,” siger landbrugschef i Topdanmark, Preben Rasmussen. Han fortæller, at gassen kan lamme lugtesansen, så man derfor ikke kan bruge næsen som alarm ved de sundhedsskadelige situationer. 


Landmand mistede førligheden

Gylleforgiftning kan i værste fald have dødelige konsekvenser.

”De værste ulykker sker typisk, hvis landmanden går ned i en fortank til gylletanken. Dernede kan ilten være helt væk, og svovlbrinten kan ligge som et tykt tæppe. Indenfor bare det sidste år er der dog også sket meget alvorlige ulykker med svovlbrinteforgiftning inde i stalde,” siger Helle Domino, der er arbejdsmiljøchef i Seges.

 

I marts 2019 mistede en landmand førligheden efter en slem gylleforgiftning. Og i 2018 var en lignende forgiftning skyld i en dødsulykke.

Fokus på gylleforgiftning

Efter at der i 2019 skete flere ulykker som følge af gylleforgiftning, har Seges sat yderligere fokus på problemet.

”Vi har altid vidst, at gylleforgiftning er en alvorlig sag, men sidst vi havde meget fokus på det, var i 2014. Derfor har vi netop lavet en kampagne på Facebook/AgriSafety, en video og forskelligt informationsmateriale, som belyser problemerne igen. Og så gør både vi og lokale arbejdsmiljøkonsulenter meget ud af at tale om gyllerisici med alle landmænd, når vi er på besøg i forbindelse med sikkerhedsrunderinger, APV-udarbejdelser og rådgivning,” siger Helle Domino og fortsætter:

Arbejdsgiver har et ansvar

Som arbejdsgiver er man ansvarlig for sine medarbejdere og det arbejdsmiljø, de arbejder i samt arbejdets tilrettelæggelse. Det er dermed arbejdsgiverens ansvar at instruere sine medarbejdere i, hvordan man arbejder med og omgås gylle. Det er vigtigt, at alle ved, hvordan man håndterer gylle og er opmærksomme på risici, forklarer Preben Rasmussen.

Derudover er det en god idé, at man som arbejdsgiver investerer i gyllegasalarmer til alle medarbejdere, fordi de kan redde liv, hvis de anvendes korrekt.

Gode råd til at undgå ulykker med gyllegas

  • Bær en H2S-alarm, når du arbejder med gylle
  • Lad professionelle fagfolk med særligt sikkerhedsudstyr tage sig af reparationsarbejde
  • Brug altid luftforsynet åndedrætsværn og sikkerhedssele med taljetræk, hvis du selv skal ned i gylleanlægget eller gylletanken
  • Sørg for, at gyllepumper, gylleomrørere, spjæld og ventiler er sikre at betjene
  • Vær opmærksom på, hvor dine medarbejdere befinder sig, når du sætter gylle i bevægelse
  • Sæt hegn og overdækning op ved gylletanken
  • Opsæt lovpligtige advarselsskilte ved gylleanlæg, gylletanke og gyllevogne
  • Sørg for, at alle på ejendommen kender til faren ved gyllegas
  • Informer alle om, hvad de skal gøre, hvis faren alligevel opstår