Ulykker
Reglerne for fyrværkeri er blevet skrappere
Fremover kun må sælge fyrværkeri til privatpersoner mellem 15. og 31. december. Samtidig må privatpersoner nu kun bruge fyrværkeri fra 27. december til 1. januar.
I dette indlæg kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du sælger fyrværkeri
Mange salgssteder skyder op i december måned, og uanset om du er ejer eller ansat på salgsstedet, har du ansvar for, at fyrværkeriet håndteres forsvarligt og sikkert.
Inden du går i gang, skal du have indhentet tilladelser hos din kommune og eventuelt hos Sikkerhedsstyrelsen. Du skal også sætte dig ind i de mange love, regler og bekendtgørelser, du skal overholde. Bl.a. er der meget specifikke krav til mængden og måden, du opbevarer fyrværkeri på, hvordan du indretter dit salgssted, og hvordan du håndterer salget til forbrugerne.
Vær også opmærksom på, at du fremover kun må sælge fyrværkeri til privatpersoner mellem 15. og 31. december. Fyrværkeriet skal være mærket med enten et SIK-nummer eller et CE-mærke, og der skal medfølge en dansk brugsvejledning.
Et godt sted at få et samlet overblik er på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside www.sik.dk
Vær opmærksom på kravene fra dit forsikringsselskab
Som udgangspunkt dækker din erhvervsforsikring ikke brand- og tyveriskader på fyrværkeri, medmindre det er specifikt nævnt i aftalen.
Er forsikringsaftalen udvidet til at omfatte fyrværkeri, vil der være nogle sumgrænser, du bør overholde. Der vil også være en række krav til, hvordan fyrværkeriet skal være tyverisikret. Endelig vil forsikringsdækningen være betinget af, at du overholder Sikkerhedsstyrelsens og øvrige myndigheders love, regler og bekendtgørelser om opbevaring og håndtering af fyrværkeri.
Husk også at sætte dig ind i reglerne for privatpersoner
Ud over de mange krav til dig som sælger er det også en god idé at kende til de regler, der gælder for dine kunder. Vær bl.a. opmærksom på, at privatpersoner fremover kun må bruge fyrværkeri i perioden 27. december – 1. januar.
Privatpersoner må højst transportere og opbevare fyrværkeri med en samlet mængde krudt på 5 kg NEM (Den samlede mængde krudt i fyrværkeriet). Samtidig er det ikke lovligt at medbringe fyrværkeri fra udlandet, og det er heller ikke lovligt at købe fyrværkeri via internettet til levering fra udlandet.