Når du vælger bilforsikring
... Så er prisen ikke det eneste. Vi har samlet tre ting, du skal tjekke, når du vælger bilforsikring – uanset hvor du køber den henne: skade, kilometer og dækning.
... Så er prisen ikke det eneste. Vi har samlet tre ting, du skal tjekke, når du vælger bilforsikring – uanset hvor du køber den henne: skade, kilometer og dækning.
Mange tænker: ”Jeg skal selvfølgelig have den billigste bilforsikring på markedet!” Men den hjælp, du får for 1.000 kr. bilforsikring, hjælper dig helt forskelligt, alt efter hvad du vælger, når du køber den. De tre vigtigste ting, du bør tjekke, når du vælger bilforsikring, er:
1. Skade: Hvordan bliver du hjulpet, hvis uheldet er ude?
2. Kilometer: Pas på med at være underforsikret
3. Dækning: De vigtige ord - kasko, friskade og vejhjælp
Dit væsentligste fokuspunkt, før du vælger bilforsikring, bør være: Hvad sker der efter en skade? Der er nemlig stor forskel på, hvad forskellige forsikringsselskaber siger til dig, hvis du får en skade.
Der er selvfølgelig den konsekvens, du meget hurtigt opdager helt kontant:
Selvrisikoen kan være lille eller stor – endda meget stor – så den skal du være opmærksom på, når du sammenligner forsikringstilbud.
Derudover er der den mindre enkle, men mindst lige så afgørende konsekvens, som kommer på længere sigt:
Traditionel bilforsikring har forskellige pristrin, der bliver billigere med tiden, så længe du undgår skader. Ved skade bliver du på nogle bilforsikringer sat tilbage til et dyrere trin. Hos andre står du bare stille i de følgende år – medmindre du får flere skader…
En anden model er, at der ikke sker noget med prisen, men hvor selvrisikoen på senere skader bliver meget højere. Sådan er det ofte med forsikringer, som nye biler kan have ”indbygget” fra forhandleren som en slags ”gratis ekstraudstyr”.
Endelig er der forsikringer, hvor der slet ikke er nogen konsekvens ved skade. Sådan er det normalt for elitebilister, men nogle steder kan du være forsikret på samme måde, selv om du ikke er elitebilist endnu (Det er det normale hos os i Topdanmark).
Det antal kilometer, din bil tilbringer i trafikken, er afgørende for, hvor stor risikoen for skader er. Derfor spørger næsten alle selskaber, hvor meget du kører. Viser det sig efter en skade, at du fx kun har købt forsikring til halvdelen af de kilometer, du har kørt, har du også kun ret til halv erstatning.
Det kan være svært at regne ud, hvor langt du kører om året.
Måske kan du se på, hvor langt din nuværende bil har kørt i dag i forhold til, da du købte den, og hvor længe du har haft den. Har du haft bilen i mere end fire år, kan du aflæse kilometertælleren og sammenligne med tidligere aflæsninger på din bils synsrapporter.
Find synsrapporter hos Færdselsstyrelsen
Ellers kan du helt uforpligtende prøve Topdanmarks kilometerberegner, der ligger i forbindelse med vores prisberegner.
Valgmulighederne i de forskellige bilforsikringer på markedet indeholder meget forskellige dækninger. Det gør det svært at sammenligne priser.
Ansvarsforsikring og førerulykke er relativt ens, men ved alle andre valg og tilvalg er der selskaberne imellem stor forskel på, hvad betegnelserne dækker over. Forskellen er for kompleks til et skema – men vi kan pege på tre ord, du skal være særligt opmærksom på: Kasko, friskade og vejhjælp.
Kaskoforsikring er en helt central del af en bilforsikring. Den dækker typisk, hvis din bil bliver stjålet eller får buler og andre skader efter sammenstød og lignende.
Der er hos de forskellige selskaber meget forskellige større og mindre fordele forbundet med kaskoforsikringer, som gør det svært at sammenligne dem. Tænk over, om de fordele, dine tilbud nævner, er fordele, du personligt ville have glæde af. De typiske forskelle ligger på disse områder:
Nogle selskaber tilbyder billigere varianter af kaskoforsikring med begrænset dækning. Når du sammenligner tilbud, så vær meget opmærksom på, hvad det er for dækninger, du mister, hvis det er her, du vælger at spare.
En ’friskade’ var oprindeligt en ’skade, du ikke skal betale selvrisiko af’ – men er i dag noget forskelligt fra selskab til selskab. Nogle har lagt en del af friskadedækningen ind i den almindelige kaskoforsikring, mens andre har skilt dele ud som særlige tilvalg – fx glasforsikring.
Kaskoforsikring giver altid adgang til vejhjælp i udlandet gennem SOS International, hvis du går i stå eller får et uheld – men kun i udlandet. Herhjemme skal du have et vejhjælpsabonnement – enten inkluderet i bilforsikringen, eller fra særlige udbydere som Viking og Dansk Autohjælp.
Uanset hvor ens to sæt forsikringsvilkår er, så er det trods alt mennesker, der behandler skaderne. Derfor er servicekulturen i det selskab, du vælger, afgørende for, hvilken hjælp du kan forvente.
Kunder, som har haft skader, kender selskaberne bedst. Spørg evt. dine naboer – eller se, hvad kunder fortæller på forbrugerhjemmesider som Trustpilot. Læg også mærke til, om der er skade-historier nok til, at du kan bruge den samlede bedømmelse af selskabet til noget.
Du kan nemt beregne prisen på en bilforsikring, der passer til dine behov. Du modtager en pris med det samme og kan købe forsikringen online.