Pas på hestens helbred, når den skal på sommergræs

Her kan du læse om forfangenhed hos heste, hvordan du kan forebygge det, og hvilke symptomer du bør holde øje med. 

Hest

Når din hest skal på sommergræs, er der risiko for, at den bliver ramt af forfangenhed. Vi har samlet vores bedste råd til at forebygge sygdommen. 

Hvad er forfangenhed?

Forfangenhed er en betændelsestilstand i hestens hove. Når der opstår betændelse i hovens lameller, kan selve hovbenet løsne sig og begynde at synke ned i hovkapslen eller rotere. Det er ikke kun smertefuldt, men begrænser også hesten i at bevæge sig.

De typiske årsager til forfangenhed er ændringer i græs og foder, så derfor er det vigtigt at holde et godt øje med hesten, når den skal på græs.

Forfangenhed kan også udløses af stofskiftesygdomme som fx PPID og EMS.

De typiske symptomer ved forfangenhed er:

  • Vægtaflastning til baghove, hvis kun forhovene er ramt – dvs. hesten læner sig baglæns
  • Stikkende gang
  • Besvær ved at vende rundt
  • Øget puls på begge sider af koderne
  • Øget varme i de ramte hove
  • Smerte ved undersøgelse af hovene
  • Feber
     

Hvordan forebygger du forfangenhed?

  • Få hesten tjekket for stofskiftelidelser
  • Tilvæn langsomt hesten i forbindelse med foderskift eller indgræsning til sommergræs
  • Hold øje med, om hestens måde at gå på ændrer sig i forbindelse med foderskift og sommergræs
  • Nedsæt fodermængden i tilfælde af ridepauser, skadepauser eller andre årsager til nedsat aktivitet
  • Undgå sommergræs, hvis din hest lider af stofskiftelidelser som PPID eller EMS
  • Regelmæssig motion
  • Undgå, at hesten bliver overvægtig
     

Hvad skal du gøre, hvis hesten bliver ramt?

Søg altid dyrlæge, hvis du har den mindste mistanke om forfangenhed hos din hest, så du undgår, at sygdommen bliver kronisk. Forfangenhed kan godt behandles, men det skal gøres nøje efter dyrlægens anvisninger – og hvis muligt skal årsagen findes og fjernes. 

Hesten bør desuden stå på et meget blødt underlag i boksen – fx en tyk bund af spåner – og have adgang til stråfoder og vand uden at skulle bevæge sig for langt. Den må ikke få kraftfoder, energirigt stråfoder eller godbidder.